Smoothie med mango og passionsfrugt

Om at tage den store beslutning

Hvordan ved du, at det er rigtigt? Hvad nu, hvis det ikke går, hvor skal du så bo? Hvad nu hvis I slet ikke kan sammen? Hvad nu hvis du har brug for at komme væk, hvor tager du så hen? Hvordan tog du beslutningen – og hvordan kan du være sikker på, at det er den rigtige? 

Jeg ved det ikke. Jeg vitterligt ikke aner, om min beslutning er den bedste, jeg nogensinde har truffet eller kommer til at bide mig røven. Jeg ved heller ikke, om jeg har tænkt længe nok over det, fordi jeg ved ikke, hvor meget jeg skal tænke, inden den har overskredet grænsen og nu kvalificere sig til at være en god beslutning. Jeg ved det faktisk virkelig ikke.

Hvad, jeg ved, er, at jeg har taget beslutnigen – og nu må jeg forene mig med den og se, hvad den bringer af lykke eller ulykke (for hvem ved 😉 )

Jeg taler om den beslutning, som jeg har taget i forbindelse med at rive teltpælene op og rykke til København for at bo med min (nye) kæreste. 8 months in and still smokin’ hot.

skaermbillede-2017-07-31-kl-16-38-43

Jakke kan findes HER, og nederdel kan findes HER.

Jeg brugte egentlig ikke ret lang tid på at tage beslutningen, og når folk stiller sig kritiske overfor det og spørger mig ind til min meget forhastede beslutning, så kan jeg stadig godt blive usikker og bange, men min far sagde til mig, at jeg skulle følge mit hjerte – og mit hjerte sagde: “GO!”. Så jeg valgte altså at slippe kontrollen og satse på, at det hele ville ordne sig på fineste vis. Hvad end det går eller ikke går.

Og faktisk har jeg sagt til mig selv flere gange, når drama har fyret op under mig, at det her ikke er den første store beslutningen, som jeg har taget. Jovist er den stor, og den føles endnu større, fordi den indebærer, at jeg fysisk rykker mig selv så langt væk fra det, som jeg er vant til.

Men jeg har før taget beslutninger, som indebar at involvere sig med andre, at være engageret, villig til at gå på kompromis, midlertidigt eller permanent bindende, og som har krævet, at jeg må give ligeså meget, som jeg tager. Det har jeg prøvet før – og det tror jeg, at de fleste andre også har.

Det kunne være studiepladsen, som skulle have ens accept af pladsen, ellers ville den tilfalde en anden, det kunne være jobbet, som bad om troskab på, at man ville engagere sig og måske endda binde sig i en tidsafgrænset periode, eller det kunne være beslutningen om at deltage i et møde.

Det er jo allesammen beslutninger, hvor vi vælger til. Vi viser, at vi er villige til at engagere os i noget – til at være en del af noget større end blot os selv. Det er ikke nødvendigvis bare et ja til et job, et møde eller en studieplads. Det er også et ja til kompromis, forhandling og fællesskab.

Og selvom det er svært at reducere, det at flytte sammen med et andet menneske, som virkelig udfordrer ens indre enspænder, så er det helt basic egentlig den samme beslutning. Er jeg klar til at give for at få, er jeg klar til at gå på kompromis – og er jeg villig til at involvere et andet menneske ligeså meget i tingene, som jeg selv er involveret?

Jeg har tit spurgt mig selv om spørgsmålene – og jeg har endnu ikke kunne svare nej. Jeg tror på, at det er den rigtig beslutning, fordi det føles godt nede i maven – og jeg føler, at jeg har mit på det rene.

Og ellers er det jo ikke være, end at man kan smide en opsigelse. For sådan er livet – man må finde ud af, hvad man vil – og så må man sigte efter det. Ellers bliver man aldrig sådan rigtig glad.

   

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smoothie med mango og passionsfrugt