10 fulde-bommerter, jeg ALDRIG glemmer

Når kærlighed gør blind

Af fare for at blive jaget ud af byen af pøblen bevæbnet med fakler og høtyve, så skriver jeg alligevel det her indlæg, som ligger mig nært. Jeg skriver udelukkende ud fra, hvad jeg selv har erfaret, og det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke skriver indlægget for at få nogen til at føle sig mindre værd. Det er udelukkende en personlig holdning samt erfaring, som jeg ønsker at dele med jer.

Jeg elsker, misunder og beundrer de mennesker, som VIRKELIG elsker dem selv. De, som hviler i sig selv, ligemeget størrelse. Det er så befriende bare at have det godt med sig selv og fralægge sig alle forventninger, som samfundet har til os i denne sundhedstid.

Jeg er selv nået til et sted, hvor jeg hviler i mig selv, og det er dejligt. Det har taget mig rigtig lang tid at nå her til. Selvom jeg for længe siden troede, at jeg var der.

Ser I… For år tilbage var jeg i en enormt skrøbelig alder. Der er ingen tvivl om, at man som teenager er utroligt sårbar og har brug for alt den støtte, man overhovedet kan få for at udvikle sig selv og skabe det voksenliv, man har det godt i.

Jeg havde altid fået at vide, at piger mellem 15 og 18 år, har en overhængende fare for at tage meget på. Hvilket, jeg tænker, er meget naturligt. Mange ting ændrer sig ved kroppen. Jeg selv erfarede at få bryster, menstruation – og noget helt nyt kom i spil, nemlig et sexliv, som krævede prævention, som for mit vedkommende var p-piller, hvilket også propper kroppen med yderligere hormoner.  Min krop ændrede sig. Ligeledes gjorde mine kostvaner.

Jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor der har været strenge restriktioner ifht. kost. Nutella, hvidt brød og chokoladekiks har altid været frit tilgængeligt for os. Hvilket jeg altid har sat pris på. Det er en befrielse, at mine forældre havde den tillid til mig som barn, at jeg var i stand til at håndtere det. Det var jeg også langt hen af vejen.

Men som teenager var der så meget, som jeg uden grund foragtede og hadede både ved mig selv, andre og samfundet. Så jeg begyndte at spise som det passede mig. Både usunde ting samt store mængder af mad. Kommentaren: “Pas på du ikke tager på. Du er i en skrøbelig alder.”, hang mig efterhånden ud af halsen. Så jeg besluttede mig for at elske mig selv højt, gøre hvad der gjorde mig glad, spiste som trøst, hvis jeg synes, at teenageproblemer steg mig til hovedet, drak store mængder af alkohol i weekenderne, fordi jeg følte, at det var det eneste, som ville give mig adgang til et socialt liv. Og jeg tog på. Rigtig meget.

Skærmbillede 2016-05-17 kl. 09.53.11

I mange situationer synes jeg, at de berømte “5 kilo” for meget er LANGT bedre, end 5 kilo for lidt. Det er de skam. Faktisk synes jeg, at de 5 kilo for meget er et tegn på sundhed både udenpå og indeni.

Men som jeg ser det, er det lidt ligesom at snooze sit vækkeur. Snoozer du 10 minutter kan du stadig nå at stå op, dulle dig op som en stjerne, spise en god portion morgenmad og cykle i skole uden at være gennemblødt af sved. Snoozer du derimod 2-3 timer, så er problemet pludselig noget sværere at rette op på.

Jeg snoozede rigtig længe i et ihærdigt og fast besluttet forsøg på at gå imod samfundet, give dem fingeren og fortælle dem, at jeg elskede mig selv og var perfekt, som jeg var. Det var som om at i takt med, at jeg blev mere og mere besluttet på, at jeg ville vise alle omkring mig, at jeg var dejlig uanset størrelse, og jeg stadig var en babe, selvom jeg ikke længere kunne passe noget af mit gamle tøj – så faldt mit selvværd også. Inderst inde kunne jeg jo godt se, at jeg havde ændret mig til det negative. For jeg vejede 25 kilo mere, end jeg gjorde før, jeg besluttede mig for at elske mig selv.

Folk gjorde mig opmærksom på, hvordan jeg havde taget på, og jeg blev sur, irriteret og stædig. Så spiste jeg en chokoladekiks og en nutellamad, imens jeg med et forstenet teenageblik kiggede på folk og slog dem ihjel inde i hovedet. Jeg havde det jo bare sjovt – og var stadig babe. Var jeg ikke?

Jeg var næsten forelsket i mig selv, uden det skal virke narcissistisk. Men jeg blev klogere. Det år min vægt var på sit højeste, skulle jeg på sommerferie med min familie. Jeg har altid hoppet rundt i bikini og aldrig haft et problem med det. Pludselig var jeg dog flov over min krop på en helt anden måde. Det at skulle gå rundt i bikini selv foran mine forældre var grænseoverskridende….. Der gik det op for mig, at den forelskelse jeg var i, den var ikke lykkelig. Kærlighed havde gjort mig blind. Det var som om, at jeg på den ferie fandt ud af, at jeg havde brugt et år på at være forelsket i en idiot, som havde narret mig til at tro, at jeg var lykkelig, men det var jeg slet ikke. Jeg valgte derfor at bryde med forelskelsen, fordi nu skulle jeg være glad. Da jeg kom hjem gik jeg på kur og tabte mig alle de kilo, som jeg havde taget på.

Skærmbillede 2016-05-17 kl. 09.55.30

Jeg blev gladere og mere mig selv men ikke super glad. Det har taget rigtig mange år derfra at nå, hvortil jeg er i dag. Men jeg blev bestemt mere tilpas.

Det jeg forsøger at frembringe er, at det er sundt at elske sig selv. Det er dumt at stræbe efter det umenneskelige, hvis det ikke gør dig glad, og det skal bestemt ikke forstås sådan, at deller på maven gør dig mindre værd. OVERHOVEDET ikke. Men jeg har erfaret, at nogle gange skal man også se op og tænke. Er jeg virkelig glad? Elsker jeg virkelig mig selv? Eller forsøger jeg blot at dække over, at jeg har mistet kontrollen.

Med mit indlæg vil jeg gerne fortælle, at jeg gik og bildte mig selv ind, at jeg var lykkelig. Men jeg tror aldrig, at jeg har prøvet noget så hårdt, som at vågne op fra forelskelsen og finde ud af, at kærlighed blot havde gjort mig blind, og jeg slet ikke var tilpas i mig selv længere.

Jeg håber, at mit indlæg vil blive forstået på en ordentlig måde. Jeg er ikke ude på at såre nogen, og det handler ikke om, at det er forkert at hygge sig med snoller og kage. Det handler om, at jeg synes, at man skal se ind af og mærke efter, hvordan man virkelig føler. I stedet for blot at fylde sig selv med søde sager, fordi man ønsker at være rebel i et samfund, som er centreret omkring sundhed.

Tak fordi du læste med 🙂

Skærmbillede 2016-03-20 kl. 22.15.54

   

1 kommentar

  • camilla

    Det der er hovedet på sømmet! Lige i øjet skrevet. Der er brug for den slags perspektiver i hele love-yourself/love-your-curves strømmen. Synes, at du skal sende indlægget til nogle medier – det har stort potentiale!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 fulde-bommerter, jeg ALDRIG glemmer