Jeg tisser foran min kæreste

Jeg kan ikke slippe væk

Det er lidt som om, at jeg har den her onde ekskæreste, som jeg ikke kan slippe af med. Det er en stemme, som har forplantet sig i mit hovede, og som i perioder har spredt en kronisk talestrøm, der har forurenet hele min hjerne.

For næsten halvandet år siden besluttede jeg mig for at få en personlig træner. Målet var, at jeg skulle stå så skarpt som muligt. Det fik jeg i særdeleshed nogle redskaber til – og det virkede. Jeg var så positiv over de hurtige fremskridt, min ekstreme viljestyrke og min målrettede kamp mod fedtet på min krop. På 2 måneder fik jeg en væsentligt lavere fedtprocent og opbyggede min egen lille egocentrerede verden, hvor der kun var mig og mine behov.

Da jeg forsøgte at komme tilbage til virkeligheden, begyndte den rigtige kamp. Fra at have været en normal og glad pige, var jeg pludselig meget slank, og ligeså tynd som min skikkelse var også mit selvværd. Den normale kost fik mig lynhurtigt til at tage hvert et kilo på og mere til. Det var også her, at den stemme, som jeg endnu kæmper med, opstod.

Længe havde jeg svært ved at veksle imellem godt og skidt, når det kom til fødevarer. Mad, som jeg altid havde vurderet som sundt og fyldt med gode næringsstoffer, fandt jeg ikke længere positiv for min krop. Ene og alene fordi, de ikke befandt sig i grønt afdelingen i supermarkedet.

Det var lidt en sej kamp, men da vi nåede det sene forår sidste år, så var jeg ved at være der. Jeg hvilede i mig selv, jeg spiste en sund og varieret kost med plads til gastronomiske fornøjelser (Læs: Nutella og is).

Jeg troede egentlig i en lang periode, at den her stemme, som konstant fortalte mig, at jeg ikke var god nok, var væk. Indtil nu……..

img_0063

Jeg har i de sidste to uger været svært utilfreds med tingene, når det kom til mig selv. Følelsen af at være utilstrækkelig er igen blusset op – og jeg ved, at hvis jeg ikke handler på det nu og handler målrettet, så tager den over igen.

Det er egentlig ikke noget, som jeg er glad for at tale om. Mest fordi jeg er irriteret over, at det skal være et taleemne, som skal blive ved at dukke op. Jeg taler også mest med Theo om det, fordi hun er den som på tæt hold har oplevet mig hele vejen igennem – og fordi hun har en evne til at få mig til at italesætte problemet, istedet for at lægge ordene i munden på mig (Jeg kan varmt anbefale alle at få en veninde, som er folkeskolelærer!!)

Alligevel så forsøger jeg at sætte ord på det her på bloggen. Mest fordi jeg tror, at jeg ikke er den eneste, som må have oplevet, at spejlbilledet ikke har ville det samme som ens hovede. Måske det er sundt for mig og andre at få italesat problematikken.

Hvis jeg skal tænke helt rationelt, så ved jeg godt, at hvad, jeg ser, er mere end fint. Min krop afspejler i høj grad sundhed. Mit spejlbillede viser linjer og former, som vidner om fysisk aktivitet, og mit køleskab bevidner om sund og varieret kost (variation af frysegrøntsager, vel og mærke!).

På trods af det er jeg frustreret over mig selv. Jeg ved ikke, hvorfor det er kommet tilbage med 110km/t. Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg er faktisk lige ved at blive sindssyg af at lede efter årsagen herfor.

Jeg er hverken tyk, jeg er ikke overvægtig, og jeg har ikke engang de ”ekstra fem kilo” at prale med. Jeg ligner heller ikke én, som er blevet slået med en skovl i hovedet, og jeg forstår da også at klæde mig pænt og lægge en anstændig make-up. I hvertfald 80% af tiden. 

Jeg kan godt se, at det er fucked up – og det sidste, jeg vil, er at få andre til at føle sig mindre værd, fordi de hører om mit selvdestruktive sind. Derfor har jeg også længe være påpasselig med, hvem jeg har delt med. Lov mig – at I ikke tager det til jer. 

skaermbillede-2017-03-07-kl-20-10-33

Jeg arbejder lige nu i mit stille sind med at finde ud af, hvordan jeg når tilbage dertil, hvor jeg havde det så godt. Jeg prøver at fokusere på, alt det jeg er god til. Jeg er hammer disciplineret, jeg er en god løber, jeg er en loyal veninde, jeg er dygtig til mit arbejde, jeg giver den gas på mit studie – og jeg gør alt, hvad der står i min magt for at være jordens bedste kæreste. Derfor er det også frustrerende, at et spejlbillede skal ødelægge alt det positive ved mig.

En ting, jeg er fast besluttet på, er, at jeg ikke kommer til at finde kontrollen igen gennem skarp disciplinering af min kost. Jeg spiser bønner, kål og kylling, men det er mest fordi, at jeg synes, det er lækkert! Af samme grund nægter jeg at stoppe med at spise pizza og drikke vin. Jeg holder på, at jeg skal blive ved med at gøre det, som giver mig livskvalitet.

Jeg skal finde en anden vej tilbage – og den leder jeg efter. Men først på min to-do står der, at skal jeg finde ud af, hvordan jeg får sluppet den elendige og destruktive stemme i mit hovede en gang for alle!

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige, og jeg føler, at jeg har fået skrevet om alt og ingenting. Det hele er bare tanker, og jeg prøver virkelig at sætte ord på et af de største issues i mit liv. Et af de mest irriterende og irrationelle problemer, jeg nogensinde har måtte håndtere, fordi jeg er jo smuk og dejlig, det skal jeg bare lige finde ud af igen! Forhelvede altså….. 

skaermbillede-2016-11-29-kl-22-44-15

   

4 kommentarer

  • Emma

    Jeg faldt lige over dit indlæg, og det falder virkelig i god jord hos mig. Jeg kan virkelig godt genkende, det du skriver, og det er faktisk rart at høre, at jeg ikke er ene om det. Jeg er meget selvkritisk og når det blusser aller mest op kritiserer jeg i høj grad min krop, også selvom jeg er helt normalvægtig, spiser sundt og er fysisk aktiv osv osv.
    Kritikken svinger meget. I perioder kan jeg være virkelig hård ved mig selv, og i andre perioder tænker jeg “ej det er sådan set okay”. Men det er jo faktisk mere end “okay”, uden at lyde for selvglad. Jeg tror bare nogen gange, jeg selv overser, at jeg er god nok, og måske slet ikke bør være så kritisk. 😉
    Jeg synes det giver mig lidt ro i sindet, når jeg hører, at andre også kan have det sådan, for så er det måske lidt mere “normalt”.
    Du er i hvert fald ikke alene om det, og jeg er glad for at høre, at jeg ikke er alene om det. Selvom jeg ville ønske ingen skulle have de dårlige tanker 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nina Hansen

      Tusind tak for din kommentar! 🙂

      Ja – sådan har jeg det også! Kan godt følge dig i, at det er rart at høre, at andre også har det sådan.
      Det er dejligt, at noget så irrationelt bliver lidt mere ”normaliseret”.

      Tak fordi du har læst med og givet dig tid til at skrive en kommentar! Det betyder så meget!! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Det er virkelig et fantastisk godt indlæg. Jeg har selv døjet, og døjer meget med nogle af disse tanker du også går med (sådan som du beskriver det her ihvertfald.) For mig har det altid føltes lidt som et tabu at tale om imellem mine veninder og jeg (er tit blevet set på som: dårligt selvværd = syg.) hvilket jo ikke er sandheden. Men som du skriver, er det virkelig rart at kunne få talt ud med en person om det, som rent faktisk lytter og italesætter problemet, og ikke bare lægger ordene i munden på én. Det er rart at vide man ikke er alene. Du er for sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nina Hansen

      Jeg er helt enig. Tit forveksles det med at være syg. En seriøs problemstilling.
      Tak for din søde kommentar! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg tisser foran min kæreste