Pros ved at være home alone

Jeg har nok i mig selv. Lige nu

Dagene går virkelig hurtigt. Jeg har snart gået i skole i en måned. Jeg har boet i København permanent siden slut juli. Og nu skriver vi snart september. Det er helt sindssygt. Synes jeg.

I dag var jeg på arbejde og tog mig selv i at sige til en beboer: “Ja – tiden flyver afsted!”. Det er sådan noget, som jeg husker, mine forældre sagde, dengang jeg var yngre, hvor jeg synes, at tiden gjorde alt andet end at flyve afsted. Dengang føltes det som om, der var en evighed til fredag, hvor der kom Disney sjov, fordi jeg ikke havde noget væsentlig at bekymre mig om.

Men jeg synes simpelthen, at tiden flyver afsted.

Når jeg snakker med bekendte om, hvordan tilværelsen som øboer udspiller sig, så spørger de tit, om jeg har fået nye venner. Det har jeg faktisk ikke. Altså jeg ser jo pigerne fra min klasse næsten hver dag, men det er begrænset, hvor meget privatlivsorienteret, jeg snakker med dem om. Jeg ses af og til med min kærestes kammerater og deres vedhæng, men af mine egne relationer…. Ja så ser jeg faktisk ikke nogen udover, når jeg er “professionel”.

Jeg har på fornemmelsen, at det sidder som en lille bekymringsrynke i panden på både min kæreste og måske også mine forældre. Sådan uden at være helt sikker. Hvis jeg var min kæreste, ville jeg nok egentlig også gå at have lidt evigt dårlig samvittighed over at være væk fra ham og gøre mine ting.

Men sagen er bare – at det behøver han ikke. Jeg er perfectly happy for min beslutning. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg er flyttet – og jeg føler mig på ingen måde ensom. Endnu. 

21

Jeg er et sted lige nu, hvor jeg koncentrerer mig om at falde til, så overskuddet til at gå ud og socialisere er simpelthen ikke overvældende. Det bedste, jeg ved i øjebliket, er næsten at have en hel fridag, hvor jeg bare kan gå rundt i min egen tummerum.

Det er slet ikke for at lyde arrogant. På nogen måde. Lige nu føler jeg bare ikke behovet for at have den store omgangskreds. Mest fordi – at jeg ved, at jeg ville være plaget af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være en god og tilstedeværende veninde. For det har jeg ikke lige overskuddet til.

Omvendt så ved jeg også, at jeg på et tidspunkt vil længtes efter at få noget socialt igen, og det vil nok komme snigende som en lille hovedpine, som vil munde ud i følelsen af ensomhed. Det har jeg prøvet før, da jeg flyttede til Aarhus i sin tid. Jeg kender så også mig selv så godt, at jeg ved, at jeg både er smilende, udadvendt og meget sådan lige ud af posen, og hvis jeg vil have en veninde, så spørger jeg bare en eller anden, om de vil være det. Noglegange lykkedes det, og et dyrebart venskab skabes. Andre gange gør det ikke, og så er det bare, sådan det er.

Men lige nu…. Der har jeg nok i mig selv. Selvom man vist ikke må sige det. 

   

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pros ved at være home alone