Ugen, der gik

Jeg forstår ikke, hvordan man kan acceptere at være en taber

Når det sådan bliver nedfældet, så ser det væsentligt mere barsk ud, end når ordene smutter over læberne i en kæk diskussion mellem venner. Ligegyldigt hvor det er manifesteret, så mener jeg det lige meget. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan, nogen kan acceptere at være en taber.

Jeg ved godt, at taber er et voldsomt prædikat at pådutte mennesker. For man er jo ikke nødvendigvis en taber, bare fordi man ikke bliver nummer et. Så længe det i hvertfald ikke er i boksning 😉

Det fine lille ordpuds: “Det handler ikke om at vinde – men om at være med!”, er jeg i min tid i et lokalt håndboldforbund blevet marineret og svøbt ind i. Det er vel sådan set også fint nok at være med. Jeg vil bare gerne og vil altid bestræbe mig på at være den bedste af de, som er med. Jeg ved godt, at min tanke rækker fuck til solidaritet og giver fællesskabet en på tuden, men det vil jeg skide på. Hvis vi alle sad og holdte i hånd – og skulle være lige gode, så ville vi aldrig rykke os en meter. Jeg er helt og særdeles overbevist om, at A’s sejr motiverer B til at undgå endnu et nederlag.

Jeg spiller helt sikkert også for at have det sjovt, jeg har det bare sjovest, når jeg vinder. Hvis jeg bliver tvunget til, hvilket er mig absolut forkasteligt, at reflektere over, hvorvidt min dårlige taber og langt værre vinder er godt for noget, eller blot et tegn på lav grad af ’socialiseringsskills’.

skaermbillede-2017-01-09-kl-17-32-46

Så kan jeg måske godt se, at det er lidt forrykt, at et voksent menneske ikke kan deltage i et brætspil uden at gå rundt i ren irritation resten af dagen efter et nederlag – og kører hele seancen igennem igen og igen som en anden spillefilm ene og alene med det formål at finde fejlen, så jeg undgår nederlag igen. Jeg kan også godt se, at det måske er unødvendigt at springe op fra stolen med et gigantisk “booooooyaaaaaar”, så stolen tipper baglæns, når jeg har tværet en bekendt ud i Partners eller Hint.

Jeg indrømmer, at som taber er jeg en smule intrigant, og som vinder er jeg selvglad og hoverende. Når det så er sagt, så er disse egenskaber altså for mit vedkommende langt mere at foretrække end at sidde fuldstændig upåvirket og bare acceptere, at man har tabt. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den mentalitet – og det er mig et kæmpe stort mysterium, hvordan nogle kan holde en så distanceret tilgang til det faktum, at man lider nederlag. Hvad end det er i livets store spørgsmål, på en brætspilscafé eller en håndboldbane.

Jeg forstår det simpelthen ikke.

skaermbillede-2016-11-29-kl-22-44-15

   

2 kommentarer

  • Mette Louise

    For mig handler det ikke nødvendigvis om at blive nr 1, men at være den bedste udgave af mig selv og yde 100%. Hvis man har gjort alt i sin magt, så kan man vinde eller tabe med oprejst pande – synes jeg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nina Hansen

      Synes dit synspunkt er dejligt!
      Jeg tror, at vi er anderledes på det punkt, men jeg synes helt sikkert, at din tilgang er forfriskende og beundringsværdig!

      Tak for din kommentar!
      //Nina <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen, der gik