Æggesalat

Jeg er herre dårlig til at være tilstede i nuet

Forleden havde jeg undervisning i kommunikation på mit studie. Vi lavede en lille to mands øvelse, hvor den ene skulle fortælle en historie fra sit privatliv  til den anden fuldstændig udvidende om, at lytteren undervejs helt bevidst skulle miste fokus og begynde at kigge ud af vinduet, rode i sin taske eller kigge ned i sin telefon eller på computerskærmen.

Denne øvelse lavede vi for at mærke, hvor vigtigt det er at være aktivt lyttende, især overfor nogle, som har brug for at få lettet deres hjerte for noget tungt, hvilket nogle patienter eller deres pårørende må have behovet for indimellem.

Denne øvelse, som først virkede plat for mig, gjorde egentlig et stort indtryk på mig, og det var noget, som jeg tænkte over, da jeg kom hjem.

Det er nemlig spot on på mig! Generelt er jeg ret dårlig til at leve i nuet.

Carpe diem har aldrig gået hånd i hånd med planlægger-gen og systematiker AF, men noglegange tror jeg egetligt, at det ville være sundt for mig at være lidt til stede i det, jeg laver lige nu og her!

Lad mig med en tyk streg understrege, at jeg altså nyder de fleste af de situationer, som jeg befinder mig i, og det ikke er bevidst eller af kedsomhed, at mit fokus måske ligger et andet sted.

skaermbillede-2016-09-25-kl-19-37-25

I de sidste 10 år har jeg dog haft en telefon ved hånden, som har gjort det muligt for mig at være tilstede i andre situationer også! Især siden de sociale medier, som Facebook og Instagram blev en del af min hverdag – har jeg haft en ekstrem tendens til at opdatere disse sider! At opdatere min Instagram for nye opslag, likes eller anden aktivitet er blevet ligeså naturligt for mig som at tage et skridt, når jeg ønsker at flytte mig fra A til B.

Jeg tror alle, at vi har de venskaber, hvor det er tilladt ikke at snakke men følelsen af nærvær, er en ligeså central del af en aftale som en reel samtale, men burde jeg ikke stoppe op og blive lidt foruroliget, når jeg midt i en samtale kan finde på at opdatere min telefon for nye meddelser. Det er jo egentlig min nuværende beskæftigelse fuldstændig ligegyldigt, hvem min anden veninde lige har snavet med, eller hvad jeg skal lave i morgen!

Ligeledes fik det mig til at reflektere over, hvor dårlig jeg er til at sige ja til ting med det samme. Hvis jeg f.eks. sidder og håber på, at en given person spørger, om vi skal bruge tid sammen denne aften, fordi mit planlægger-gen måske allerede har forudset, at netop denne aften er den eneste mulighed for at ses, så kan jeg finde på at sætte folk på ”hold” for at være sikker på, at jeg ikke lover mig selv væk til en anden aftale.

På sin vis er det jo egentlig at rangere ens veninder, kæreste, familie, arbejde og øvrige bekendtskaber eller foretagende, hvilket jeg skammer mig over, da jeg ikke vægter nogle af mine gode veninder over noget andet eller hinanden, og når alt kommer til alt, er det jo egentlig mig selv, som er på ”hold” overfor en anden person. Denne tendens har jeg altid haft overfor kærester – hvilket jeg virkelig synes, er en dårlig egenskab at have.

skaermbillede-2016-09-25-kl-19-39-25

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg er blevet sådan, men når jeg tænker på det, kan jeg egentlig blive ret sur på mig selv og trist.

Det burde ikke være sådan, at noget var vigtigere end netop den situation, som man befinder sig i. Selvfølgelig kan det indimellem blive røvkedeligt, hvis du er på dit studiejob, men når alt kommer til alt, er vi jo voksne mennesker, og langt de fleste beskæftigelser er jo helt frivillige valg. Alt lige fra aftalen med veninden, til vagten på studiejobbet og til den kedelige lektion i skolen fredag eftermiddag.

På mange måder synes jeg egentlig, at min adfærd er et tegn på mangel på respekt over for mig selv og mine valg, men i høj grad også overfor den situation og de personer, som situationen involverer.

På trods af det tror jeg faktisk ikke, at jeg er den eneste, som agerer sådan, og jeg tror heller ikke, at jeg er den eneste, som har reflekteret over, at det er en lidt uforskammet adfærd at have.

Fremadrettet vil jeg tage mig selv i situationerne og forsøge at rette op på det, men det er svært, for det er jo en vane – og vaner er svære at bryde.

Kender I problemstillingen, eller er jeg alene med disse reflektioner og mit anti-carpe-diem-gen? :/

image

   

4 kommentarer

  • Mette

    Åh jeg kan virkelig nikke genkendende det til! Måske ikke så meget den del med at være til stede, når man er til stede med veninder mv., der pakker jeg som regel telefonen væk. Men mere det ift. at leve i nuet. Og ligeledes det med at sætte folk på hold, så ens egen hverdag og kalender kan gå op, og dermed indirekte rangere folk :/
    Var til en koncert i fredags, som jeg egentlig synes var god og som jeg burde nyde, alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke “hvornår mon den slutter”, dermed indforstået: hvornår kan jeg komme “videre i teksten”? Ligesom at jeg hele til i min hoved har noget at se frem til, og nogle dag indimellem som “skal overståes”. Det er sgu en lidt skræmmende og dum tankegang at have. Så tak, fordi du sætter ord på det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nina Hansen

      Sikke en dejlig kommentar!
      Jeg er glad for at vide, at jeg ikke alene om denne måde at tænke på! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Det er lidt små uhyggeligt, men jeg har præcis det samme. Af og til sker det at det kan ødelægge hele min dag, hvis det ikke forløber sådan som jeg inde i mit hovede havde planlagt det skulle.
    Jeg har en kæreste som har ret svært ved at forstå det og det kan jeg et eller andet sted godt forstå, da jeg heller ikke selv er glad for den del af det.
    Det er ret svært og ville ønske det var anderledes og at jeg bare kunne give lidt mere slip

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nina Hansen

      Sådan har jeg også tit haft det!
      Jeg tror bare, at jeg har erkendt, at jeg er sådan.. Noglegange kan jeg virke hysterisk, fordi det er så vigtig for mig, at det hele klapper og går regelmæssigt. Ydermere tror jeg, at jeg har indset, at hvis folk ikke kan håndtere det, så hører de ikke sammen med mig.

      Det er ligesom bagsiden af det hele, men når alt er godt, så nyder de jo også, at man har overblikket 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Æggesalat