WOD

Ingen vil være i et voldeligt forhold

Der er ingen, som har lyst til at være i et dårligt forhold. Det er ikke velset i vores del af verdenen, at et forhold bygger på fysisk vold – og i tilfælde af psykisk vold anbefaler vi også, at vi tager afstand fra forholdet, men når vi er så forvisset om, at det er forkert, hvordan kan vi så tillade at være i et voldeligt forhold med os selv?

Når vi siger til os selv, at vi ikke er gode nok. Når vi kigger os selv i spejlet og river ud i vores delle, eller bandlyser strækmærker og appelsinhud. Ja, så er det vel også en slags psykisk vold mod os selv, men det accepterer vi? Er det fordi, at forholdet med os selv er det eneste forhold i vores liv, som vi ikke kan bryde op med, og derfor er det acceptabelt, at vi skyder vores eget selvværd ned i kælderen?

Hvorfor elsker vi ikke os selv? Det er jo det, vi er. Jovist kan vi lave mange ændringer. Vi kan træne, vi kan spise sundt, få lavet en brystforstørrendeoperation, få frosset vores fedt væk, få udlignet rynkerne og bleget tænderne – og jeg synes, at det er dejligt, at vi har de muligheder. Jeg har selv veninder, som har fået lavet en brystforstørrelse, og jeg har 100% respekt og forståelse for deres valg.

skaermbillede-2017-01-30-kl-14-31-21skaermbillede-2017-01-30-kl-14-33-06

Men jeg tror også, at vi er nødt til at grave dybere. Vi er nødt til at lære at elske os selv. Vi kommer ikke ud af forholdet med os selv – men det betyder ikke, at vi skal være i et dårligt forhold. Vi er nødt til at gå i “parterapi” med os selv. Måske endda mellem vores hjerne og krop. Vi er nødt til at få dem til at tale sammen – så det ikke bliver uudholdeligt at leve med os selv.

Det bliver et alt for langt liv. Det bliver et liv i skam – og for nogen kan det endda udvikle sig til angst. Vi skal behandle os selv godt. Vi er nødt til at prøve at omfavne os selv. Komme frem til en forsoning.

Og hvorfor ikke begynde fredsforhandlingerne nu. Jeg har lige kigget mig selv i spejlet.

Jeg bemærkede, at jeg har en killerrøv, min frontskulder er trænet og ser stærk ud, og så har jeg feminine former, som gør mig sexet og kvindelig. Jeg fortalte mig selv, at jeg skulle elske mig selv. Så er det ligemeget, om andre gør det. Det er vigtigste er, at jeg gør det…. Så det forsøger jeg, om jeg så skal fortælle mig selv det hver dag resten af mit liv.

   

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WOD