DIRTY THIRTY og andre løjer

Hjemve

Det er en lille smule skørt. Forleden jeg var i København, oplevede jeg at få hjemve, og jeg er ikke engang flyttet endnu….

Det er på ingen måder følelsen af at have fortrudt, følelsen af at føle sig fortabt eller forkert. Det var mere et sug i maven over, hvad jeg har rodet mig ud i.

Jeg havde brugt aftenen på at se film. Vi så Under Verdenen, hvilket i øvrigt er en fuldstændig fucked up og skræmmende film efter min mening. Altså god – men damn den tog kegler hos mig, og flere gange gemte jeg altså mit ansigt i hænderne som et lille barn. Jeg er ikke til alt det slåsseri og menneskeafbrænding.

skaermbillede-2017-07-06-kl-18-19-24

Jeg ved ikke, om det var den her lidt skræmmende filmoplevelse, om det var træthed, eller om det var virkeligheden, som skræmte mig. I hvertfald rykkede det i mig, da jeg stod ude på altanen for at trække lidt luft.

Det summede i mig, tankerne begyndte at florere i hovedet på mig, og min hjertebanken blev tydeligere. Lige pludselig savnede jeg alt derhjemme. Jeg savnede mit rod i bestikskuffen, jeg savnede at høre min nabos kat stå og sige miauw. Jeg savnede at være alene – og jeg savnede følelsen af at være ked af at være alene. Jeg savnede vitterligt det hele.

Jeg tror ikke rigtigt altid, at det er gået op for mig, hvad det er, at der skal til at ske. Selvom jeg har holdt møde med ejendomsmægleren, min lejlighed ligger på nettet, er blevet bekræftet i overflytning af studie, og jeg har pakket de fleste ting i kasser. Så er det hele bare stadig lidt uvirkeligt – og sådan en mørk aften, tidlig nat.. Godt træt og semi rystet. Ja så virkede det hele bare en lille smule intimiderende og overvældende. Lige pludselig var jeg ikke så stor, ikke så selvstændig og ikke så løsningsorienteret.

Det er sjovt, hvordan hjemve kan ramme os stadigvæk. Det er virkelig lang tid siden, at jeg har haft mavepine hjemve sidst. En ting fandt jeg dog ud af, ligegyldigt hvor gammel jeg bliver, så vil det ALTID være min mor, som jeg savner allermest, når den stikkende fornemmelse af savn og hunger melder sig.

Da jeg slog mine øjne op dagen efter, var det hele dog væk. Det er en stor beslutning – og det ville være mærkeligt, om der ikke indimellem skulle føles lidt fodkoldt undervejs. Ville det ikke? 

   

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIRTY THIRTY og andre løjer