Jeg har nok i mig selv. Lige nu

Det var åbenbart sejt at ryge

Sponsoreret af Sundhedsstyrelsen 

Jeg har ikke været ret gammel. Måske gik jeg i 0. Klasse. Jeg husker tydeligt, hvordan vi havde ’store venner’. De store venner var i virkeligheden bare teenagere fra 7. Klasse, som skolen måske prøvede at lære noget om ansvar eller udøvede en form for alternativ læring i seksualundervisning på (Brug prævention – eller du får et irriterende barn, som det her på slæb…. Resten af dit liv – og ikke bare indtil du har fri kl. 13:00). I don’t know. I hvert fald blev vi parret op og ’tvunget’ til at bruge tid sammen med den store ven – og dem med deres lille ven.

Jeg husker tydeligt, hvordan især en gruppe drenge fra syvende klasse fremstod meget tydeligt som seje typer i mig og mine venners øjne. Rygerne. Jeg ved ikke hvorfor? Måske var det fordi, at det var meget normalt at se voksne ryge dengang – og vi (i hvert fald jeg selv) forbandt det med en voksenting. Måske tænkte jeg, at når jeg kunne begynde at ryge, ville jeg være voksen. Jeg ved det ikke – men rygning og et sæt togskinner var ultimativ det sejeste, der eksisterede. I mit stille sind glædede jeg mig faktisk lidt til, at jeg var stor nok til at få bøjle på og begynde at ryge.

1

I mellemtiden nåede alle de mest fremtrædende personer i mit liv dog at quitte smøgerne, hvorfor målet om at blive en omvandrende skorsten langsomt gled ud i sandet. Alligevel vækkede det min interesse i 7. Klasse, da en gruppe af især drenge begyndte at ryge. Det var måske faktisk alligevel lidt sejt. Problemet var bare, at det var forbudt for gud forbarme mig, om mine forældre skulle finde ud, at jeg havde rørt ved en cigaret. I lang tid var det også det, der primært afholdte mig fra at prøve. Jeg var på en og samme tid vildt nysgerrig og sindssygt bange.

Men efterhånden som tiden gik, så skulle jeg prøve. Faktisk husker jeg langtfra oplevelsen som god. Jeg husker, at jeg trak vejret dybt ned i maven, fordi det sagde de seje, at man skulle. Men det føltes som om, at jeg indåndede.. Ja jeg ved ikke hvad. Noget ubehageligt i hvert fald. På en måde var det som om, at mine lungers mødom blev taget. Der kom noget derned, som der bare iiiiikkke var plads til. Det eksploderede ud i et vildt hosteanfald, som overhovedet ikke var rart. Så selvom jeg egentlig ikke var vild af begejstring for at ryge til festerne i teenageårene, så gik jeg med, for ellers følte jeg egentlig ikke, at jeg var med til festen. Jeg tror, at de fleste kan genkende situationen hvor, der sidder en lille håndfuld tilbage inde i det lokale forsamlingshus til festen, og resten står samlet udenfor og ryger. Men altså – hvem vil ikke også hellere stå udenfor i en alt for kort kjole en november nat?

Så let påklædte piger og drenge samlede festen udenfor ved askebægerne, selvom de fleste af os stod egentlig bare og holdte en cigaret, førte den op til munden i ny og næ, uden at suge synderligt i den. For det var jo overhovedet ikke rart eller behageligt at ryge. Stakkels sarte og uprøvede små 15 årige lunger.

2

I dag i mit rigtige (lidt ældre) voksenliv har jeg valgt en levevej, som gør, at jeg møder mange forskellige mennesker og tilmed er så privilegeret at nogle af dem har lyst til at give mig indsigt i deres livshistorie. Jeg kommer hos en ældre herre, som desværre har fået varige mén som følge af rygning.

Jeg tillod mig at spørge den ældre mand lidt ind til hans liv. Jeg spurgte ham, hvorfor han var begyndt at ryge, og om han havde følt sig sej, da han røg? Han svarede mig ganske uden at tænke – at dengang han var dreng var det normalt at ryge. Han fik sin første pibe i konfirmationsgave og havde røget siden dengang. Senere hen gik han over til cigaretter men havde aldrig lagt tobakken på hylden. Han fortalte mig, at han havde følt sig nok så høj på strå, da han stod der med sin nye pibe. Han fortalte endda, at det var så normalt, at hvis han ikke havde haft mulighed for at ryge, så havde han nok følt sig lidt udenfor. Præcis, som jeg selv oplevede det.

I dag holder denne herre sig meget inden døre og det er begrænset, hvor meget han egentlig kan udføre på egen hånd, da luften ikke er til det. Jeg har heldigvis stadig min luft – og den bestræber jeg mig på at beholde.

Når jeg ser på et menneske som ham, så bliver jeg ked af det. Jeg bliver ked af, at trenden var sådan, at han følte, det var naturligt at ryge. Jeg bliver ked af, at han ikke kan gøre ting, han ellers ville have kunne, fordi han valgte cigaretterne for ikke at føle sig udenfor. Jeg bliver ked af, at jeg frøs i min lille kjole den november nat, fordi jeg ikke ville sidde indenfor alene – og jeg er ked af, at jeg fik lyst til at prøve cigaretterne. Jeg er ked af, at det i unges øjne (i hvertfald mine) virkede og sejt at ryge, og for nogen måske stadig gør det.

Det er vanedannende, det er dyrt, det er skadeligt for os – og hvornår har det egentlig nogensinde været sejt at praktisere? Ja jeg spørger bare.

   

1 kommentar

  • Jeg tror desværre det er sådan alle steder, jeg husker selv da jeg startede med at ryge, fordi man jo gerne ville være en del af flokken. Det var nok også i 7. klasse. Det er forfærdeligt, og jeg er glad for at jeg droppede det hurtigt igen. (3 år senere)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har nok i mig selv. Lige nu