Hjemve

Det er en lille smule skørt. Forleden jeg var i København, oplevede jeg at få hjemve, og jeg er ikke engang flyttet endnu…. Det er på ingen måder følelsen af at have fortrudt, følelsen af at føle sig fortabt eller forkert. Det var mere et sug i maven over, hvad jeg har rodet mig ud i. Jeg havde brugt aftenen på at se film. Vi så Under Verdenen, hvilket i øvrigt er en fuldstændig fucked up og skræmmende film efter min mening. Altså god – men damn den tog kegler hos mig, og flere gange gemte jeg altså mit ansigt i hænderne som et lille barn. Jeg er ikke til alt det slåsseri og menneskeafbrænding. Jeg ved ikke, om det...

Stram røv og nej tak til bingo vinger

Det sker, at jeg ser kvinder sidder måbende med åben mund og beundringsværdige øjne og suge den top trimmede, evigt overskudsagtige og altid velhydrerede kvindes ord til sig, når hun siger: “Jeg træner, fordi det er mit frirum. Music on, world off. Altid top motiveret. Burpees er den bedste øvelse i verden. Jeg giver mig altid 100%, jeg nyder hver træning. Ja selv cardio – jeg er så priviligeret at kunne stå op kl. 04:00, cykle op ad bakke i regnvejr og så brænde ud på et løbebånd i et tempo, som kvalificerer mig til VM i kapgang!”. Og når de måbende kvinder så lige har slugt den, så retter øjenbrynene sig op i en uforstående og mistroisk trekant, efterfulgt...

Ready for vacay

Okay, jeg har vitterligt ramt en mur. En feriemur. Jeg har kørt i et gear den sidste periode af mit praktikforløb – og været dybt optaget af eksamensspekulationer, utålmodige tanker og tusindvis af andre små ubetydelige men ikke desto mindre stressfaktorer. I mandags fik jeg så sommerferie efter min semester eksamen. Da adrenalinkicket efter at have fået min karakter lige havde lagt sig, så ramte bagslagseffekten mig. Link til bikinioverdel HER og underdel HER. Det er en crasheffekt. Som en bil, der buldrer ind i en murstensmur. Nu ligger jeg så her under murstenene. Rimelig begravet. Altså nu er det mest dynen, der liiiige begraver mig. Jeg er så overdrevet drænet for energi – og derfor vælger jeg også at...

Jeg nægter at føle mig forkert på stranden

Sidste sommer var jeg på ferie i lige knapt 3 uger. Omgivelserne var så guddommeligt smukke, og vejret var så dejligt. Det er så sjældent, at jeg har tre uger uden planer, hvor vejret også er med mig. I det hele taget går hverdagen bare super meget op i vasketøj, studie, job, madlavning og træning. Det hele kører ligesom på rutinen, hvorfor jeg altid ser frem til ferierne, hvor jeg kan puste ud. Især ferier med udenlandsrejser, hvorpå jeg kan tanke energi til at skifte et gear op, når jeg igen rammer dagligdagen. Hvis jeg tænker tilbage på min herlige ferie sidste år, så er det, der står tydeligst for mig, at jeg hele tiden gik rundt og følte mig...

Spiser du Snickers i s-toget?

Det er som om, at vores opfattelse af blufærdighed har slået en flikflak. Vores blufærdighed kommer til udtryk i en helt anden form og helt andre situationer, end det hidtil har været sat i forbindelse med. Jeg husker selv, hvordan jeg i starten af puberteten var ekstremt blufærdig, hvad angik min krop og mit sind. At skifte fra gymnastiktøj til min snooby bh, Papfars pige top og mine bomuldsgemascher fra Pieces gav langt mere sved på panden, end de 60 minutters høvdingebold, der havde været på skemaet i gymnastikundervisningen. Det var en kamp at undgå at vise så meget, som et kraveben til de andre i omklædningsrummet. Min sårbare lille krop som stod midt i et skift fra barn til voksen...
Older posts